Søndag besøgte vi en kirke oppe i bjergene, hvor Maria, Josej og det lille Jesusbarn menes at have boet mens de var på flugt i Egypten....
Tidligere på ugen besøgte vi Samaam church, som tidligere nævnt. Denne kirke ligger på Makkatam bjerget, hvilket menes at være blevet flyttet af højere kræfter tilbage i tiden, da en konge så overstående vers og kaldte de kristne til sig og sagde, at hvis de ikke kunne bevise dette, ville han jage dem ud af landet...
Dette mindede mig lige om denne oplevelse... :)..
Den sidste uges tid har vi levet i det Egypterne kalder: "sus og dus", på CEOSS´s eget konference center, ved Minia, ude i vildmarken Itza center ligger klods op af en sidegren til Nilen, en trafikeret vej, og med både CEOSS´s egen private møbelfabrik og gartneri som naboer. Herudover med god service og bønne-mos til morgenmad... Ugen har både budt på kirkebesøg og en lang køretur til Sohag for at besøge en af gæstelærernes familie, og se hendes hjemstavn.
Den oplevelse der dog satte størst gang i smilebåndet var et projekt vi besøgte, som arbejdede for et bedre miljø, og som i den forbindelse havde startet et spejderkorps, med inspiration fra danske spejdere, som for flere år tilbage havde været i Egypten og hjælpe dem med at "lære at spejde".
Her fik vi både en fin klapsalute, en utrolig flot sangstemme fra en ellers meget stille dreng, samt et digt skrevet af en anden som var meget entusiastisk omkring hvor vigtigt det var at holde miljøet rent og pænt. Vi havde her en rigtig god dialog med de unge, og de var meget vilde efter at fortælle os om alt det gode de oplevede, og en spurgte til sidst om vi ikke nok ville sende et nyt spejderhold ned til dem, for det havde betydet så meget for dem, hvilket vi desværre måtte meddele at det ikke var i vores hænder.
Men er der nogen der ligger inde med en interesse i et samarbejde med et egyptisk spejderkorps, er der helt sikkert nogen hernede der ville give hvad som helst for sådan en oplevelse - og jeg må sige, at jeg har sjældent set unge med sådan en gnist, og med så meget interesse i et godt miljø..
Både i og udenfor projekterne fylder revolutionen meget. Det har været en stor sejr for det egyptiske folk, til dels at de har opgjort så stort et slag på egen hånd, til dels at de nu føler de har vundet retten til indflydelse. Det er underligt at gå rundt i Cairos gader og genkende områder, hvor det hele har fundet sted. At tænke tilbage på alt det kaos som blev vist i medierne, hvor det eneste iøjnefaldende spor der er tilbage nu, er et par brændte bygninger. Jeg kom i går aftes lige til at kigge youtybe igennem for film fra Egypten, tilbage fra januar, og blev personligt meget rørt. Billeder af tusinder af kristne der står i en kreds om muslimerne og beskytter dem mens de beder, og muslimerne der gør det samme for de kristne mens de synger salmer. Billeder af frivillige der samler skrald, og vasker og skrubber befrielses pladsen, for at holde gaderne og ikke mindst pladsen ren - for at opretholde et rent udgangspunkt. Masserne der sammen ikke viger tilbage for tåregassen der bliver kastet ud over "geledende", men som bare står og tager imod uden at kæmpe imod. Og Folk som åbent fortæller at de er villige til at dø for Egyptens fremtid. Flere har skrevet sange om deres kamp:
"the undying spirit of the relolution lives
so deeper than you, you can never break it
you can try silence pride but you can´t take it
muslims and christians in tahrir holding hands yelling one nation
unfied landstomping in the streets, and everybody knows the plan
it+s freedom or death by any means that we can"
Mange af teksterne, heriblandt denne, er meget gribende. Nogen genlever folkets stemme igennem revolutionen, andre søger over de table, og nogenhylder sejren med; Long Live Egypt.
Det er meget rørende at få lov til at være en del af egypternes sejr og stolthed, som stadig hver fredag bliver bekræftet på Tahrir pladsen. Det at få lov til at dele deres glæde, tanker og håb for fremtiden, og at opleve hvordan alting bliver nyt. Det går langsomt, og kommer til at tage tid... Men forhåbentlig venter demokratiet forude, og egypterne vil få endnu en sejr i hus.
Jeg har tilføjet en af de andre sange som er blevet skrevet til Revolutionen herunder. Nogen af billederne er lidt voldsomme, så er i advaret.. men den beskriver meget godt den stolthed som egypterne i øjeblikket bærer, og den stolthed som i øjeblikket er det mest iøjnefaldende her i Egypten.
Igår aftes inden vi blev lænket til den danske valgkamp, tog vi en taxi til en af Cairos fattigste områder, for der at opleve en godstjeneste. For at nå op til kirken, gik vi igennem byen, Manshiet Nasr, hvor skraldet flød, og lygten bed i næsen. Al opmærksomhed faldt på os fra mændene på gaden, og vidste præcis hvor vi skulle hen - vi behøvede knap at spørge om vej, alle pegede "op ad bjerget" hver gang vi stoppede for at orientere os.
Kirken vi ankom til; Cave Churh, skilte sig meget ud fra området. Den lå i en kæmpe klippeåbning, og med bibelbilleder og vers hygget ud i de massive klippevægge. Bænkene var nærmest kastet ud af åbningen, og folk strømmede til - mændene i den ene side, kvinderne i den anden.
Under hele gudstjenesten havde flere voksne kvinder en kamp for at holde styr på deres børn der alle ville snakke med os "hvide" og vi endte bagefter også med at måtte stille op til flere billedposes.
Vi er nu for alvor igang med det vi egentlig er her for.. projekterne! Vi har i løbet af de sidste tre dage fået lov at se, og været en del af, to projekter. Især det seneste hvor vi har tilbragt to dage har været rigtig spændende.
Området; Medinat Al-Salaam, var engang en lille oase., men er nu meget fattigt og beskidt. Det ligger helt ude i udkants Cairo, ud mod ørkenen. Selvom børnearbejde er forbudt er dette et stort problem. Flere af børnene går dog heldigvis stadig i skole
Børnene fra det fattige område kan komme på projektet hver dag, og igennem leg og diskussion, lære om deres rettigheder, muligheder og om passende opførsel - hjælp til selvhjælp. Nogle får også hjælp til at forbedre deres arbejdsforhold.
Vi har blandt andet været med til at snakke med dem om deres venner, og hvad frihed er for hver af dem, samt andre spændende tiltag.
Det varmer i hjertet og se hvordan folk der har så lidt, er i stand til at give så meget glæde videre...
Igår, d. 12. September blev det Anines fødselsdag - en fødselsdag jeg kan love Anine at jeg sent vil glemme...
Vi besluttede at fejre denne begivenhedsrige dag på en af Zamaleks fine "rigmands" resturanter: Sequoia. Resturanten er primært for unge, med penge på lommen. Den ligger helt ned til Nilen og er helt klart et sted der kan anbefales...
Vores aften blev bare ikke helt som forventet... Efter middagen sad vi i velbehag og nød lidt sisha, da en mand kom til a brænde et lille hul i katrines bukser. Ikke mindre end max. Fem minutter senere er der en stakkels tjener der snubler med en bakke, og får sprøjtet frugtsaft ud over to af os - hele dette medførte til stor forlegenhed for tjenerne, en tur på vaskeri og en gratis frugt bowle til os mens vi ventede i et par tjenerskjorter, som de så pænt lånte os.
Tak til Sequoia for en yderst spændende aften i udfordringernes tegn, samt god service og tillykke til Anine :)
Vi ankom til Cairo, Egypten, halv sent onsdag aften. Igår, torsdag var vi ude og se pyramiderne. Det er ikke så turistet i øjeblikket, og de mange sælgere var derfor ekstra anmassende for at tjene lidt håndøre. Men det var spændende at se de gamle historiske vidundere. Idag, fredag, har vi været på rundtur med jonas, en a Danmissions udsendte. Han viste os blandt andet en af de større moskeer, et marked og en finere park for de lidt rigere, hvilken sjovt nok er bygget på en gammel losseplads. Tilsidst endte vi til demonstration nede i midtbyen, hvor egypterne fandt vores deltagelse vældig interasandt.
Fra den 22. August har jeg været i genbrugslang i bazar vest, århus, for at de hvordan de arbejder i organisationens bagland. Det var rigtig spændende, og fedt at få lov til at være en del a det gode arbejde de gør for at samle penge ind til projekterne.
I weekenden fra den 27. Til den 28 august, deltog vi som globale iværksættere på Danmissions store årlige årsmøde, på Nyborg Strand Hotel. Det var et par dage fyldt med mange taler, livlige diskusioner og god mad. Især var mødet/dialogen mellem kulturer, religioner og samarbejspartnere et stort emne. Herudover var også mangel på unge deltagere, hvilket blandt andet kan læses om i kristelig dagblad, hvor nogle få af os er blevet interviewet...
I dagene fra den 29. Til den 1.september er Katrine og jeg på besøg på mødestedet på Vesterbro i København, som er et sted hvor forskellige kulturer fra forskellige lande kan mødes, og hvor udlændinge kan få hjælp til lektier, udfyldning af papirer og andre sager som kan være problematiske. Samtidig giver det et fællesskab for de mange, især kvinder, som kommer der. Katrine og jeg har fået æren af at male et rum som fremover skal bruges til blandt andet lektiehjælp.
